Seneste

E3 2014: Gameren i centrum

1282

18-06-2014 20:49

Så kom og gik årets E3. Efter at have ventet i spænding i flere uger, var det hele overstået på de godt 3 dage, som E3 varer. Og hvilket show det var i år. I denne artikel vil jeg både følge op på det, som jeg skrev inden E3, men også evaluere og give min mening om E3 2014 generelt.


Spil i fokus


E3 2014 var præget af mange ting, men det helt store tema virkede til at være spil i fokus, fremfor gimmicks og hardware – og det føles, som om det er længe siden det har været sådan. Efter en generation præget af ’Motion Control’ og efter vi endelig er hoppet ind i den 8. konsolgeneration, så er det befriende med et E3 der ikke er præget af nyt hardware.


Teknologiske fremskridt er altid spændende, men for mig handler E3 først og fremmest om spillene. Som forventet skruede Microsoft ned for Kinect-snakken, men at de endte med slet ikke at nævne Kinect’en under showet var ganske overraskende, om end også imponerende, taget i betragtning, at den dominerede sidste års konference. Sony virker i øvrigt også til at have droppet deres Playstation Move-projekt fuldstændigt. Min konklusion på alt det her er, at ’Motion Control’ er et overstået kapitel i spilindustrien for denne omgang.



Tendenser: E3 2014


En tendens der dog stadig ser ud til at blomstre kraftigt er open-world fænomenet. En håndfuld af de bedste titler der blev fremvist var fuldstændigt bygget op omkring open-world gameplay, såsom No Man’s Sky, Assassin’s Creed: Unity, Batman Arkham Knight, Xenoblade Chronicles X eller det næste The Legend of Zelda til Wii U. Og i øvrigt blev en udgave af Grand Theft Auto 5 annonceret til PC, Playstation 4 og XBOX One, en spilserie som mange vil kalde kongen af Open-world gameplay.



En anden trend er spil hvori man kan lave sine egne spil eller baner, hvilket alle tre konsolgiganter havde en version af: Microsoft’s Projekt Spark og Fable Legends, Sony’s Little Big Planet 3 og Nintendo’s Mario Maker.


 


Microsoft: Games, games, games.


Microsoft havde generelt et imponerede show når man sætter det i kontrast til sidste års fadæse - og hvor konferencen hovedsageligt lød på ”sports, sports, tv, sports” for et år siden, har piben fået en helt anden lyd i år. Microsoft viste spil på spil, og var nogle af de første til at vise ventede projekter fra blandt andet Crystal Dynamics (Rise of the Tomb Raider) og Playdead (Skaberne af Limbo).


De kunne også love spillere, at det næste Call of Duty, traditionen tro, får sin DLC på XBOX platforme før nogen andre, og yderligere annoncerede de flere eksklusive titler, hvilket ikke altid er typisk for Microsoft.


Af eksklusive spil der kommer til XBOX-platformene kan nævnes: Forza Horizon 2, Scalebound, Dance Central Spotlight (Hov, et kinect-spil?!), Sunset Overdrive, Fable Legends og Halo: The Master Chief Collection. Det er en ganske pæn mængde eksklusive spil.



Også indie-scenen kom i fokus under Microsofts pressekonference, da de viste Inside og Ori and the Blind Forest, samt at deres ID@Xbox hjælper flere og flere indie-udviklere med at udgive deres spil på XBOX-platforme. Der er hård kamp om indie-udviklerne, hvilket er et tegn på at denne del af industrien er ved at sætte sig ordentligt fast.


 


Sony: Eksklusivt indhold, længe leve!


Sony formåede ikke at have en lige så spilfokuseret konference som Microsoft, men de smed dog en række store spilannonceringer også. Størst var nok From Software’s næste hardcore action-RPG-spil Bloodborne. From Software står bag Demon’s Souls og Dark Souls-serien, kendt for deres brutale sværhedsgrad og frygtindgydende miljøer.



Næsten lige så stor en annoncering var at Sony, i samarbejde med Tim Schafer og Double Fine, nu bringer et HD remake af det fantastiske Grim Fandango til Playstation 4, til stor glæde for mange fans af Tim Schafer’s spil og adventure-genren generelt. Sony havde et meget stort fokus på eksklusivt indhold og, at Playstation 4 er den bedst mulige platform for gamere at spille på. Udover Grim Fandango og Bloodborne, annoncerede de også nye spil i Little Big Planet- og Uncharted-serierne, der begge fik masser af ros på Playstation 3.


Et andet aspekt af eksklusivt indhold er at flere spil angiveligt får eksklusivt indhold på Playstation 4. Det spil der virker til at være det mest omtalte i denne sammenhæng, er helt klart Destiny. Ikke nok med at Sony får eksklusivt Destiny-indhold, så kommer Playstation 4-spillere til at være de første der får adgang til beta-testen af Destiny, og i den første weekend efter E3, kunne PS4-spillere tilmed deltage i en eksklusiv alpha-test af spillet.



Måske er dette et tegn på at Sony begynder at satse på mere end bare gode eksklusive titler, men også sigter efter at Playstation 4 skal være den mest optimale platform at spille multiplatform-spil på. PS4 er angiveligt allerede den platform der kører multiplatform-spil bedst, så hvis de også kan få en masse eksklusivt indhold, vil de stå stærkt i den nye generation.


Sonys konference mistede desværre pusten i den sidste del. Det momentum den havde opbygget i de første 66% af tiden, faldt en smule da de valgte at snakke om tegneserier og tv-show. De reddede dog showet en smule ved at snakke om Playstation Now (deres kommende spil-streaming service) og Playstation TV.


Playstation Vita TV havde ikke fået en vestlig udgivelse, så det var en positiv overraskelse. Playstation Vita fik dog ikke sin tid i rampelyset i år, og det virker en smule som om, at Sony har valgt at lægge den i graven.


Den største personlige skuffelse ved showet, var for mig, at The Last Guardian ikke blev vist frem. Som jeg også skrev før E3, så var det her sidste chance for Sony for at skabe hype omkring spillet og overbevise os om at spillet stadig er under udvikling. Spillet blev for første gang vist i 2006 og siden da har vi ikke set det. Det er svært at tro på, at spillet stadig er under udvikling når vi ikke har set det mindste glimt af spillet i 8 år, og det er skuffende at Sony ikke fortæller hvad der sker med projektet.


The Last Guardian


Nintendo: Nyt format taler direkte til fans


Nintendo er altid en sjov størrelse ved E3. Enten leverer de et helt fantastisk show eller også falder det fuldstændig til jorden. Jeg tror, at de gamere der har en erindring om at spille spil på en Nintendo-platform eller som er bare en smule interesseret i deres spil, altid har høje forventninger til hvad den gamle kending har i godteposen.


Nintendo var virkelig overraskende i år, da man havde en følelse af, at de har lyttet til meget af den kritik de har fået de sidste par år, især i forhold til deres Wii U-konsol. De fulgte op på sidste års format igen, nemlig ved at sende et forudoptaget program istedet for en traditionel pressekonference.


Dette program, som de kaldte Nintendo Digital Event, var utroligt underholdende og konsist. Nintendo talte direkte til deres fans ved at bruge både humor og interviews med udviklere. En Robot Chicken-lignede stopmotion sketch blev sendt flere gange, hvori Nintendo tog gas på sig selv, deres spil og såmænd også deres fans, hvilket gav en positiv effekt. Udover at deres digitale event var underholdende, annoncerede de også en del spil, både fortsættelser til allerede kendte titler, men også helt nye titler.



Som forventet afskrev Nintendo ikke Wii U, tværtimod. De tog opgaven på sig og prøvede at vise at der stadig er grund til at købe en Wii U, hvis ikke på grund af de spil der allerede er ude til den, så pga. alle de titler der kommer i år og til næste år. For Wii U-ejerne er det rigtig positivt, da det ville være lidt bittert at have støttet en konsol hvor stikket bliver trukket for tidligt (hvilket f.eks. var tilfældet med Sega Dreamcast i sin tid).


Min personlige favorit-annoncering var da Eiji Aonuma viste det næste Zelda frem. Inden spillet blev vist, fortalte han om, at de prøvede at finde tilbage til Zeldas rødder: Nemlig det åbne design, som det oprindelige The Legend of Zelda havde. Derfor bliver det næste Zelda også sat i en åben verden, i stil med hvad vi kender fra Elder Scrolls og Grand Theft Auto, med samme øje for detaljer. Spillet var ikke alene flot, det virkede designmæssigt også imponerende. Du kan læse om fremvisningen af spillet i vores nyhed om det næste Zelda-spil til Wii U.



Fans af Zelda-serien har i mange år bedt om en ny formular, da Zelda-serien var ved at køre fast i de konventioner der opstod i det første 3D Zelda-spil, Ocarina of Time. Eiji Aonuma har udtrykt at han er lige så ivrig efter at lege med Zeldas konventioner, men kunne ikke helt opnå det med Zelda: Skyward Sword. Det ser dog lovende ud i denne omgang, og hvis det seneste Zelda-spil, A Link Between Worlds, til 3DS, er nogen indikation om at Nintendo prøver at ryste posen, så kan vi godt forvente at serien bliver taget til nye højder.


Et krav som spillere har haft til Nintendo i mange år, er at de begynder at fokusere på nye IP’er. Dette virker det til, at Nintendo har taget til sig. Et eksempel på en ny IP er Splatoon, som mange ser som Nintendos fremmarch indenfor shooter-genren.Nintendo forsøger med denne titel, at lave en kvalitetsfyldt, ikke-voldelig shooter, der skaber et nyt perspektiv på genren og med nye temaer. Disse står i stærk kontrast til de typiske temaer, man normalt ser i genren. Det er præcis sådan en vinkling af genren, man forventer fra Nintendo og derfor er det glædeligt at se det ske. Hvordan spillet rent faktisk er anderledes, kan læses i nyheden



Selvom Nintendos Digitale Event var godt, så var det ikke alt hvad Nintendo havde at byde på. I de tre dage hvor E3 havde åbent, streamede Nintendo fra deres Treehouse Live-bod direkte fra E3s gulv. I streamet, som blev vist på Twitch, fremviste de demoer af alle de annoncerede spil, samt fik udviklere af spillene ud i lyset for at snakke lidt om deres design og vision.


En af disse udviklere var selveste Shigeru Miyamoto, som fremviste to tech demoer for Wii Us Gamepad. Han havde tidligere på dagen vist det næste kapitel i Star Fox-serien til udvalgte medier, som han er ved at udvikle til Wii U.


Treehouse var en stor succes og jeg tror at Nintendo kan få meget ud af at beholde dette format. De taler om deres spil direkte til fans og interesserede, ufiltreret, uden de skal igennem et spilmedie først. Det kan man sige er problematisk for os nyhedsmedier, men det er meget positivt for fansene. Deres Smash Bros.-turnering virkede også til at være populær, og dét spil har især fået rigtig god PR under E3 2014.


 


E3 2014 Generelt


Alt i alt har det været et rigtig godt E3. Også udviklere som Ubisoft og Electronic Arts viste deres fremtidige projekter frem. Ubisoft viste det næste kapitel i Far Cry-serien, men det lader ikke til at der er så meget nyt i spillet, sammenlignet med Far Cry 3. Dog sluttede Ubisoft af med at vise Alpha-footage fra et nyt spil de har arbejdet på, nemlig en genoplivning af Rainbow Six-serien med spillet Rainbow Six: Siege. Spillet, hvor et SWAT-hold skal redde et gidsel fra en gruppe terrorister, ser lovende ud og det var utrolig flot i forhold til at de kaldte det for early alpha-footage.



Ubisoft har dog ikke haft et helt så godt E3, som de har haft de sidste par år. De kom i søgelyset omkring det faktum, at Assassin’s Creed: Unity ikke har en kvindelig spilbar figur, til trods for at man kan være fire spillere. Alligevel lykkedes det Ubisoft at komme uheldigt ud af problemstillingen, til trods for at det må have været noget de vidste ville ske.


 


Næste års E3


Hvad vil E3 så bringe næste år? Jeg tror, at Nintendo fortsætter sin stil med Nintendo Directs og live streams direkte fra E3-messen, hvor de viser deres spil frem og snakker direkte til fansene, i form af Treehouse Live.


Jeg tror dog at Sony og Microsoft vil efterligne Nintendos Treehouse Live streams, da det har givet Nintendo meget positiv omtale fra deres fans. Jeg tror dog ikke de er klar til at droppe pressekonferencerne helt, ligesom Nintendo har gjort.


Ugen op til E3 var mærkelig, i den forstand at mange spil der blev vist på messen i år, allerede blev annonceret og viste trailers i ugen før E3. Denne tendens tror jeg fortsætter i fremtiden, da de fleste firmaer gerne vil have lidt opmærksomhed, hvilket kan være svært at få mens E3 kører, da det kun er de største nyheder der bliver fokuseret på under showet.


Under alle omstændigheder har det været et fantastisk E3 for den gængse gamer. Det har handlet om nye spil på eksisterende hardware og hver konsolgigant har gået efter at give deres platform, så mange fordele som muligt, hvilket jo i sidste ende kommer alle gamere til gode.