Oprindeligt blev Final Fantasy XV annonceret, som Final Fantasy XIII Versus, tilbage i 2006. Det skulle fungere som pang dang til deres dengang næste Final Fantasy-spil, Final Fantasy XIII, men så aldrig dagens lys. Ti år senere er spillet endelig udkommet, som næste spil i hovedserien, og hedder nu Final Fantasy XV. Efter flere spil i serien der ikke har formået at opnå samme status, som andre spil i serien, kan Final Fantasy XV så endelig generobre toppen af japanske rollespil? Undertegnede har taget et kig på det nyeste FF-spil.
Kronprinsen af Lucis
I Final Fantasy XV træder spilleren ind i rollen, som Noctis, den unge kronprins i kongeriget Lucis. Lucis består udelukkende af sin hovedstad Insomnia, efter at have tabt en krig mod det dominerende Niflheim-kejserrige. Efter flere års krigstilstand er Lucis og Niflheim dog indgået i fredsforhandlinger, da spillet starter. Et af kravene, som Niflheim stiller er at Noctis skal indgå ægteskab med hans barndomsveninde, og udøvende Oracle, Lunafreya. Noctis tager derfor afsted for at møde hende i byen Altissia og med sig har han sine følgesvende Gladiolus, Ignis og Prompto. Der går dog ikke længe før planerne går i vasken. Det viser sig nemlig at Niflheim foretager et statskup under fredsforhandlingerne, og kongeriget ophører derved med at eksistere. Noctis og hans kumpaner begynder derved deres lange road trip for at finde ud af hvad de kan gøre for at generobre Lucis fra Nifflheim.
Hvis historien allerede nu virker omfattende og en smule uoverskuelig, så er der ikke noget at sige til det. For Final Fantasy XV har et utroligt rodet plot, som ofte føles upoleret og mange dele af plottet bliver aldrig slået knude på senere i spillet. For at forstå spillets plot kan det være en fordel at have set filmen Kingsglaive, der handler om fredsforhandlingerne i Insomnia, samt den korte anime-serie, Brotherhood, som blev udgivet på youtube i månederne op til spillets udgivelse. Selv da er historien dog svær at følge med i og man bliver mere frustreret jo mere man prøver at stykke plottet sammen. Andre spil i serien har haft usammenhængende og forvirrende plots, men Final Fantasy XV er nok værst i dette aspekt, eftersom ældre spil i serien oftest samler eller færdigører alle sine plot-haler i sidste ende.
Det broderlige bånd
Selvom spillets plot ikke er Final Fantasy XVs stærkeste side, så gør spillet op for det når det kommer til spillets karakterer. Noctis og hans følgesvende er alle runde karakterer, som man knytter et bånd til. Og især båndet mellem de fire personer bliver stærkere som spillet skrider frem, selvom det også bliver sat på prøve hen imod slutningen. Måden hvorpå de interagerer med hinanden i alle situationer (om det så er i kamp eller midt i en landsby) er hjertevarmende og man føler man begynder at kende personerne mere og mere. Dette er understøttet af et stemmeskuespil, der er overraskende velproduceret, på både engelsk og japansk, som passer godt til karaktererne, selvom nogle af stemmerne måske er lidt overgearede, som f.eks. Ignis' tykke, britiske accent, der til tider føles som en parodi.
Personerne omkring de fire centrale er også generelt godt definerede, men fordi man oftest kun omgås dem i en enkelt mission eller der er så store mellemrum mellem man ser dem, kan det være svært at opbygge en relation til dem, eller overhovedet huske hvem de er. Af velproducerede karakterer udover de fire centrale, kan nævnes Gladiolus' lillesøster, Iris, samt eks-lejesoldaten Aranea, mest fordi man møder dem og interagerer mere med dem end andre karakterer. En sidste 'honorable mention' er skurken Ardyn, som klogt får snurret Noctis og co. om sin lillefinger. Man møder dog også en lang række flade karakterer, som enten eksisterer som ren 'fanservice' eller som man hurtigt glemmer, efter man har mødt dem. Det er dog stadig igennem spillets karakterer at Final Fantasy XV fungerer bedst.
Final Fantasy-følelsen er tilbage
Noget man dog hurtigt opdager, hvis man er fan af Final Fantasy-serien er at Final Fantasy på mange måder føles som en hyldest til ældre spil i serien, det har en distinkt følelse, som kun Final Fantasy-spil formår at have. En af de helt store temaer der vender tilbage er humor. Der er rent faktisk underholdende sekvenser i spillet, humoristiske karakterer, som f.eks. Prompto eller sladderbladsjournalisten Dino, der i sin fritid sender Noctis og co. På farlige missioner efter sjældne sten. En anden ting der kendetegnede ældre spil i serien var inklusionen af mini games i mange tilfælde og det er noget FFXV i den grad også har og gør spillet rigere som resultat.
Men noget af det som Final Fantasy især har manglet siden PS1-dagene er følelsen af eventyr og åbenhed. For første gang i lang tid føler man at man rejser gennem en stor verden der er åben og lægger op til udforskning. Det har måske noget at gøre med at bevægelse på world maps er blevet fjernet fra JRPGs generelt, men FFXVs åben verden føles nærmest som et tradionelt world map og gør derfor op for manglen på denne måde.
Hardcore Final Fantasy-fans vil derfor føle sig godt tilpas i dette spil, selvom der selvfølgelig er andre aspekter der er meget atypiske.
Udfordrende og underholdende gameplay
Undertegnede har spillet Final Fantasy-spil siden min barndom og har derfor stor erfaring med spillene. Noget man aldrig kommer udenom i Final Fantasy er kampsystemet. Hvert spil har nemlig sin helt egen fortolkning af hvordan kampe foregår og hvilke tilpasningssystemer der ligger bag. Final Fantasy XV er dog helt specielt, da det fuldstændigt fraskriver sig det pseudo-turbaserede Active Time Battle-system, som spillet har brugt forskellige udgaver af i mange år, til fordel for et fuldt real-time system. I kamp kan man kun direkte styre hovedpersonen Noctis, men man har tilgengæld også fuld kontrol over ham. Udover at kunne bevæge sig, undvige og hoppe, så har Noctis arvet en mystisk magi fra de afdøde Lucianske konger, der giver ham evnen til at fremmane sine våben fra den blå luft, kaste dødbringende magi, samt teleportere sig til sine våben. Disse tre evner udgør derfor grundpillen i FFXVs kampssystem. Man kan derfor bevæge sig hurtigt rundt på slagmarken ved at 'warpe' fra fjende til fjende, mens man skal undvige fjendernes slag. Det lyder måske som om man har en stor fordel overfor fjenderne, men FFXV er ikke ligefrem et nemt spil.
Sværhedsgraden er til tider utrolig høj, for selvom Noctis kan undvige de fleste slag ved at holde 'dodge'-knappen i bund, så er der oftest mange fjender eller også er de utroligt stærke, hvis der er få. Yderligere kan Noctis ikke undvige for evigt, eftersom det koster MP at udføre. Når Noctis løber tør for MP bliver han ukampdygtig og går i 'statis'-tilstand. Her kan han kun undvige manuelt, finde læ fra kampen eller warpe sig til et sikkert sted på slagmarken. Ved at søge ly fra kampens hede får Noctis sin MP igen og kan på ny dodge og warpe rundt, som det passer ham. Hvis Noctis tager tilstrækkeligt nok skade, så ryger hans HP ned på nul og han går i faretilstand. I faretilstanden kan Noctis endnu mindre end i 'statis'-tilstand og er derfor nødt til at vente på at en af hans venner kommer ham til undsætning. Hvis man når 0 HP i faretilstand, som Noctis er spillet slut, man får dog altid muligheden for at bruge en 'phoenix down' for at genoplive sig selv inden man er helt færdig.
Noctis kan til hver en tid bruge items, for at komme på fode igen. Items er derfor en alternativ måde at komme ud af både 'stasis'- og faretilstand. Items kan både hjælpe mod statuseffekter, give HP og/eller MP tilbage, samt give fordele (buffs) i kamp. Mange items er dog svære at finde eller koster mange penge, og man skal derfor spare på sine items så meget som muligt, medmindre man får råd til at købe masser af dem. Spillet virker dog sjældent unfair og det er ikke umuligt at komme igennem en kamp, selvom nogle er sværere end andre.
Sværdhedsgraden kommer især til udtryk mod slutningen af spillet, samt i indhold man selv kan vælge om man vil klare, så som dungeons. Dette kommer til udtryk gennem større og hårdere fjender, samt antallet af svære fjender. Spillets fjender er yderst variede og har nærmest alle et angreb man skal være påpasslig overfor, selvom nogle selvfølgelig er væsentlig sværere end andre. Yderligere er spillets næstsidste boss også en hård nyser, mens spillets sidste boss er forholdsvist nem, men er en kamp der til gengæld føles utroligt godt strikket sammen.
Overordnet set er det dog utroligt underholdende og tilfredsstillende at kæmpe som Noctis. Man er konstant nødt til at skifte våben eftersom forskellige fjender er svage overfor forskellige våben og magiske elementer og man får derfor brugt mange forskellige dele af sit arsenal. Man bliver tilmed rangeret efter hver kamp, som både tager højde for din variation af våbenbrug, hvor hurtig du var til at ende kampen og hvor offensiv du var. Tilsammen gør alle de nævnte elementer at kampsystemet er en af de fedeste ting ved Final Fantasy XV og man glæder sig nærmest hver gang man skal kæmpe, fremfor at synes det er irriterende, ligesom nogle random encounters ofte var det i ældre Final Fantasy-spil.
Glem aldrig din backup
Selvom Noctis kan formå meget på egen hånd, så må man endelig ikke glemme at hans holdkammerater er en vigtig del af kampsystemet også. I nogle dele af spillet må man klare sig på egen hånd og så mærker man pludselig at man mangler sine 'brødre' i kamp. Deres deltagelse består mest af alt i at angribe fjenderne, men de såkaldte link strikes, mens diverse abilities som de besidder også kan bruges. Link strikes bliver aktiveret når visse krav er opfyldte, så som hvis man angriber en fjende bag fra eller hvis man succesfuldt undviger og laver et modangreb. Ens venner har også både passive og aktive evner, som kan bruges undervejs. De passive evner aktiveres ligesom link strikes når visse krav er opfyldte, mens de aktive kan aktiveres når man har opfyldt sit ally-meter tilstrækkeligt. De sker når man laver skade på sine fjender eller hvis man selv tager skade og minder i virkeligheden meget om Final Fantasy-seriens traditionelle Limit breaks. Disse angreb er altid utroligt gode til at vende kampen til sin egen fordel og Noctis kan i de fleste tilfælde også følge op på dem og lave endnu mere skade, hvis man timer et tryk på en knap rigtigt. Fordelen ved at bruge disse angreb er også at Noctis og det udøvende medlem ikke tager skaden imens, hvilket kan redde en ellers håbløs situation.
Brug din magi
Det ville dog ikke være et Final Fantasy-spil uden brugen af magi i kamp. Desværre er dette system måske et af spillets svageste. Man samler magi af tre forskellige typer, ild, is og lyn, fra forskellige krystaller og containere i spillet. Disse tre elementer der derefter blandes gennem elemancy-menupunktet. De kan så sættes sammen til stærkere magi og mankan yderligere tilsætte et item for at give ekstra styrke eller effekter til den givne magi man er ved atlave. F.eks. kan man tilsætte en potion der gør at man også bliver heal'et når man kaster den givne magi.
Selvom det måske lyder meget fedt, så er det at bruge magi i kamp dog ret dårligt implementeret, efter undertegnedes mening. Man aktiverer magien hvorefter man så skal sigte på det sted på slagmarken hvor man vil kaste den. Det føles dog utroligt svært at gøre ordentligt når det hagler med angreb rundt om ørene på én. Det ville derfor have fungeret bedre og mere effektivt hvis man bare sigtede på en given fjende og kastede det med fjenden, som centrum, ligesom almindelige angreb fungerer i spillet. Magi kan tilgengæld være utroligt stærkt og slår da også hårdt på de rigtige fjender. Problemet er dog bare at der også er 'friendly fire' på ens magi, hvilket betyder man også bringer sig selv og sine 'bros' i fare.
Nå til nye højder i Ascension-træet
Alle gode kampsystemer har dog en eller anden mulighed for brugerdefinering og det finder man også i Final Fantasy XV. Selvom man langt fra har samme muligheder, som man f.eks. har i ældre spil, som Final Fantasy VII, så kan man dog vælge at opgradere Noctis og hans venners evner, så de kan mere i kamp eller kan bruge stærkere angreb. Dette sker igennem spillets Ascension-træ. Lidt som et talent-træ i Diablo eller World of Warcraft udfylder man og går dybere ned i hvert træ. Systemet indeholder nemlig forskellige træer, der fokuserer på hver sin kategori, så som udforskning, kamp eller teamwork. Det koster enheden AP at opgradere ascension-træerne, hvilket man får efter en kamp, når man sover eller fra at gøre diverse ting. Gennem Ascension-træet kan man tilmed købe sig til at tjene AP ved at køre rundt i sin bil eller ved at udføre mini games, som 'Chocobo Racing' eller 'fishing'.
På denne måde kan man også vælge at gøre sin magi stærkere eller fokusere udelukkende på sine nærkampsevner eller sågar lave en blanding af de to. Der er da også muligt at udfylde alle Ascension-træer, hvis man er tålmodig nok, men det kan anbefales at læse op på hver træs muligheder og så tage en beslutning om hvad man vil fokusere på først, da nogle opgraderinger koster store mængder AP.
Masser af muligheder i den åbne verden
Som et af de første spil i serien, er Final Fantasy XV mest af alt et open world-spil. Det er her man finder spillets bedste indhold og man føler det er der udviklerholdet er gået dybest ind i spillet. Der er utallige quests, dungeons, bounty hunts, ingredienser, ædelstene, mini games og andet frivilligt indhold, som man ikke er nødsaget til at se. Det er dog ikke ligeså uoverskueligt, som andre open world spil og man får hele tiden en idé om at man kan færdiggøre sine quests, uden at tænke på hvor mange der så er i vente. Efter mere end 50 timer er undertegnede dog ved at nå til bunds i spillets quests, men mangler så bare de aller sværeste. Der er derfor stadig en del timer tilbage.
Man mangler dog aldrig noget at lave i spillet, føler man, og det er en ting, som gør Final Fantasy XV langt bedre end f.eks. sin forgænger, Final Fantasy XIII (Final Fantasy XIV tælles ikke med her, da det er et MMO), som var utroligt lineært og manglede masser af udforskning og ekstra indhold.
Når størstedelen af spillets så bruges på denne type indhold, så er det også vigtigt at det er godt – og det er det i den grad. Quests sender dig ud på varierede missioner, hvor man ser en lang række både eksotiske, uhyggelige og teknologiske områder, men især bounty hunts er en fed type indhold, da man bliver sendt ud for at nedlægge stærke monstre, mens missionerne også giver mange penge og utroligt gode items og føles derfor meget belønnende. Nogle almindelige quests har dog også rigtig gode belønninger, som f.eks. opgraderinger til ens bil eller nye våben. Når man så oven i købet drysser krymmel bestående af sjove mini games og masser af ingredienser og ædelstene man kan bruge til sine professions på toppen, så er der ikke meget at sige til at Final Fantasy XV træder ind i rækkerne, som et af de bedste open world-spil jeg har spillet i nyere tid, sammen med spil som The Witcher 3, Xenoblade Chronicles X og The Elder Scrolls V: Skyrim. Man kan godt mærke at FFXV er et japansk spil og gør nogle af tingene lidt anderledes, men det fungerer stadig rigtig godt.
Dungeons brillerer
Selvom jeg netop har nævnt nogle af de typer indhold der gør spillet fænomenalt, så er der én type indhold der overgår dem alle, nemlig dungeons. Det er her man finder nogle af de mest mindeværdige oplevelser og encounters i spillet og hver dungeon har sin egen følelse og sine egne grafiske aktiver der gør hver dungeon unik. Hver gang man finder en dungeon i spillet glæder man sig til at se hvilke monstre man møder, hvilke skatte man finder, hvilke puzzle der venter og hvilken boss man skal nedkæmpe for enden. Når man så oven i købet får en god slat EXP til slut og i mange tilfælde også finder et royalt våben for enden, så gør det at hver dungeon føles som en kæmpe belønning, både før, imens og efter, hvilket er noget af det bedste content man kan ønske sig.
Der er måske kun én eller to dungeons der var frustrerende, men det var mest af alt fordi et par puzzles var så svære at gennemskue at man var nødt til at søge hjælp online, fordi de på ingen måde var særligt intuitive. Én dungeon havde ligeledes et nærmest umuligt encounter mod slutningen, og endda inden bossen, hvilket var utroligt frustrerende at overkomme. Den anden dungeon bestod udelukkende af jumping og bevægelses-puzzles og havde da sine frusterende passager, men var generelt så genialt sat sammen at man tilgiver de enkelte puzzles der ikke fungerede ret godt. Det er derfor med selvsikkerhed at undertegnede kan sige at dungeons er det bedste indhold spillet har at byde på.
Sådan kommer du rundt i Lucis
Når man har så stor en verden man skal rundt i, så mangler man et køretøj der er en kronprins værdig. Og det har man i den grad også. The Regalia er et yderst lækkert stykke køretøj der både ser ud og kører som en drøm. Bilen (som endda har inspireret Audi til at lave en bil baseret på dens design) er et sted du bruger meget tid i spillet. Selvom den kun kan køre på veje og ikke kan bruges i den vilde natur, så er det en yderst effektiv måde at komme rundt i verdenen på. Det er dog ikke den eneste måde.
Tidligt i spillet låser man op for muligheden at kunne leje en chocobo. Chocobos er en af Final Fantasys mest velkendte væsner og er blevet brugt til at komme rundt i spilseriens verdener siden Final Fantasy II. Udover The Regalia er chocobos den mest effektive måde at komme rundt på. De kan tilkaldes overalt i den udendørs verden og bliver tilmed hurtigere og mere effektive jo mere man rider rundt på dem. De kan tilmed lære at blive tilkaldt i kamp, enten som et ekstra våben eller som en hurtig måde at slippe væk fra en stærk fjende på. De bliver ligeledes brugt i chocobo racing, som er et velkendt mini game, hvor man rider om kap med andre for at vinde ræset.
Ved skiftevis at bruge Regalia og chocobos kommer man hurtigt rundt i Lucis. Du har også muligheden for at 'fast travel' til udvalgte destinationer, men spillets lange loadtider gør at det kun er at foretrække på rigtigt lange strækninger, samt hvis du alligevel har noget du kan lave i mellemtiden. Load-tiderne har jeg målt helt op til 1 minut og 30 sekunder, hvilket er voldsomt. Men når spillet så endelig har loadet, så er der nærmest ingen objekter der indlæses efterfølgende og man kan rejse mellem Lucis' tre regioner uden loading-skærme, hvis man vil.
Spaltet gameplay mod slutningen
Selvom man bruger meget tid i den åbne verden, så er der også nogle meget lineære sekvenser i spillet. Dette gør at FFXVs gameplay til tider føles spaltet, da der ikke er en særligt god balance mellem åbent og lineært indhold. Ca. Halvdelen af spillets historie udspilles i en lineær stil hen mod slutningen af spillet, og selvom indholdet faktisk er ganske godt og man kommer igennem nogle utroligt fede kamp- og action-sekvenser, så sidder man flere gange og føler at man spiller et markant andet spil i sidste halvdel af spillet. Man kan dog næsten altid vende tilbage til Lucis før denne del af spillet og lave ligeså mange quests, bounties, m.m., som man vil, men resultatet er at spillets gameplay, dets, historie og dets generelle pacing bliver usammenhængende. Som nævnt tidligere gør det at man aldrig helt føler man når til bunds i historien. Gameplayet forbliver dog i det store hele en positiv oplevelse, selvom kapitel 13 er en undtagelse, grundet at ens muligheder indskrænkes grundet plottet.
God grafik, trods haltende framerate
Square Enix har nærmest altid været kendt for at lave nogle af industriens flotteste spil, ikke mindst når vi taler Final Fantasy. Final Fantasy XV er ingen undtagelse, da spillet er umådeligt flot mange steder. Karaktermodellerne bevæger sig i flotte animationer, og karakterernes teksturer er velproducerede. Især fysikmotoren der håndterer hårs bevægelse er der blevet gjort meget ud af, og det er ikke så sært, når alle vores fire helte hver især har stilistiske frisurer. Man kan dog godt se at spillet presser Playstation 4'erens hardware til det yderste, da der flere steder er FPS drops i spillet. Samtidigt er der paradoksalt nok også steder hvor man måske godt kan føle at spillet oprindeligt var et PS3-projekt. Flere teksturer i verdenen ser nemlig ud til at være af mindre kaliber end andre, især når man kommer tæt på dem. Det er dog ikke nok til at spillets grafiske udtryk bliver forringet og vi er altså derfor ude i flueknepperi. Final Fantasy XV er stadig et utroligt flot spil og grafikken kommer derfor ikke til at trække det ned i karakter.
Partikeleffekterne er helt i top i spillet, og er noget af det flotteste man ser. Det er hyppigt brugt når der bruges magi i spillet eller når Noctis tilkalder hjælp fra guderne, så som Ramuh, Shiva eller Leviathan, som vi kender fra de gamle spil. Det er altså overordnet set en fryd for øjet at spillet Final Fantasy XV.
Mindeværdig musik og velproduceret lyddesign
En anden side af spillets præsentation der er eminent er spillets lydside. For undertegnede har musikken især altid været en af de steder hvor Final Fantasy-serien har stået over andre spil i industrien. Efter Final Fantasy X og op til Final FAntasy XIII har musikken ikke stået ligeså stærkt, måske grundet at man er rykket væk fra midi-teknologien. Final Fantasy XV formår dog at træde i karakter på dette punkt. Musik i et spil er bedst når det giver fornyet liv til en scene eller et område og komponist Yoko Shimomura formår netop at gøre dette med spillet soundtrack, i næsten ligeså høj grad, som spillets gamle komponist, Nobuo Uematsu, gjorde det med spil, som f.eks. Final Fantasy IX. Massere af musik fra spillet hænger ved når man slukker maskinen og man lægger utroligt meget mærke til musikken, hvor den i mange andre nyere spil ofte bliver faset ind i et øre og hurtigt ud af det næste, uden at man bidder mærke i den.
En anden musikalsk detalje, som hardcore Final Fantasy-fans, som jeg selv, vil bemærke er at man kan købe soundtracks fra gamle spil i serien og høre mens man udforsker dungeons eller kører rundt The Regalia. Det er utroligt fedt og har stor nostalgisk værdi.
Yderligere er spillets generelle lyddesign rigtig godt. Lydeffekter er velvalgte, og kun meget få er rent faktisk irriterende eller malplacerede. Yderligere, som nævnt tidligere, er spillets stemmeskuespil langt bedre end hvad det normalt er i JRPGs der bliver oversat til engelsk. Mens de japanske er utroligt gode og nærmest er taget ud af en japansk tegnefilm, så formår de engelske stemmer også at resonere med spilleren. Der er kun meget få stemmer, som folk måske vil blive trætte af, da de er utroligt stereotypiske, som f.eks. Ignis' britiske accent eller Cindys amerikanske sydstatsdialekt. Selvom Prompto generelt kan gå én på nerverne med hans konstante bemærkninger, så er det ikke stemmeskuespillet der gør det, da det blot er sådan hans karakter der er skrevet sådan og det passer faktisk til hans karaktertype.
Konklusion
Final Fantasy XV er et kontroversielt spil, netop fordi det har været så mange år under udvikling. Problemet er at mange, inklusive undertegnede, har set frem til og været utroligt hypede på spillet. Det er derfor svært at sige ja til at spillet har været den lange ventetid værd, men med dét sagt, så har Square Enix gjort deres for at spillet er lavet op til forventningerne.
Spillets største problem er klart dets historie og dét at gameplayet virker til at være spaltet mellem åbent og lineært gameplay, som giver vidt forskellige oplevelser. Historiens største problem er helt klart at den aldrig går i dybden og at spilleren alt for ofte sidder og undrer sig over hvem en karakter ér eller hvorfor en bestemt begivenhed finder sted. Man sidder derfor tilbage med en følelse af dårlig pacing. Selvom den forvirrende historie trækker spillets karakter ned, så gør spillet stadig op for noget af det ved at introducere utroligt varierede karakterer, der trods alt har meningsfulde interaktioner med hinanden og man føler der bliver skabt et bånd.
Hvad spillet dog mangler i historie og gameplay pacing, gør det op for i kampsystem og kerne-gameplay. Det er en fryd at kæmpe mod monstre, soldater og andre fjender og får man sine kombo'er til at fungere, så bliver man belønnet. Spillets indhold, så som quests, dungeons, mini-games og lignende er ligeledes et kæmpe plus for spillet, da det fungerer godt og er varieret. Når spillet så oven i købet ser fantastisk ud og har et af de bedste soundtracks et Final Fantasy-spil har haft i mange år, så er det svært at placere spillet højt på karakterskalaen.
8/10