Seneste

Horizon: Zero Dawn (PS4)

1871

28-02-2017 13:31

Vi er næsten kun lige startet på 2017 og allerede kan vi gamere se frem til en lang række spil. Et af de spil der er blevet set mest frem til er den nye IP fra Guerilla Games, Horizon: Zero Dawn, som blev afsløret for nogle år siden. Denne nye PS4-eksklusive titel er nu endelig ved at komme ud og vi har været så heldige at få lov at anmelde spillet. Lever det op til hypen eller er det bare endnu et open world-spil der følger konventionerne? 



En verden af robotter 



En af Horizon: Zero Dawns største kendetegn har hele tiden været de massive robotter der er blevet vist i trailers og concept art. Og de spiller virkelig også en stor rolle i spillet. Horizon: Zero Dawn finder sted langt ude i fremtiden, i en post-apokalyptisk æra hvor civilisationen som vi kender den er væk. Det eneste tegn på den afdøde civilisation der er tilbage er de massive og farlige robotdyr der pryder stepperne i Horizon: Zero Dawn.  





Vi følger pigen Aloy, som bliver født ind i Nora-stammen, men som fra starten af sit liv bliver udvist til at leve som en 'Outcast'. Man følger hende fra barnsben og op igennem hendes ungdom, hvor hun bliver opfostret af en mand ved navn Rost. Rost lærer Aloy om at overleve i den vilde verden og om hvad hun må og ikke må som Outcast. Aloy er dog ikke helt glad for sin position, som Outcast og sætter sig derfor for at genvinde en plads i Nora-stammen. Aloy er langt fra som alle andre i hendes omgivelser og får hurtigt end interesse for ruinerne fra den afdøde civlisation, som går under navnet 'The Old Ones'. Stammen forbyder ellers deres medlemmer at gå ned i ruinerne, men efter Aloy ved et tilfælde falder ned i en, finder hun et stykke teknologi, et såkaldt 'focus', der giver hende mulighed for at skanne hendes omgivelser og fjender for at finde spor og svagheder. Dette fokus kommer til at ændre hendes liv markant og fylder en stor del i spillets gameplay og historie. 



Interessant historie, der holder interessen ved lige 



Horizon: Zero Dawns historie er en af de aspekter i spillet, som er bedst udført. Man starter ud med at have mange spørgsmål og mange ting der er et mysterium, både for Aloy og spilleren selv og man har derfor hele tiden motivation til at løse spillets mysterier, som i høj grad omhandler Aloys familiehistorie og hvad der skete med 'The Old Ones'. Historien understøttes yderligere af en verden der er velkonstrueret. De forskellige stammer der findes i verdenen er utroligt varierede og de små samfund er hver især velkonstuerede, da de består af forskellige religioner og traditioner, som man finder mere og mere ud af, som spiller skrider frem.  





Varierede fjender 



Også maskinernes rolle i verdenen er godt udpenslet. De minder mest af alt om dyr fra vores verden, så som heste, tigre eller giraffer, men har en dyster baggrundshistorie, som man gerne vil undersøge nærmere. Der er en stor mængde forskellige robotdyr, som alle skal tages ned på hver deres måde og har forskellige adfærdsmønstre. Fælles for alle arterne er dog at de arbejder godt sammen og alarmerer man én, så får man problemer med hele flokken.  



Menneskefjenderne er lidt mindre interessante og opfører sig i det store hele som man ville forvente det. De mest interessante fjender er elite-fjenderne, der har nogle tunge våben og har lidt mere liv, men de er langt fra ligeså svære at tage ned, som maskinerne. Fælles for alle fjernder i spillet er at man helst ikke skal gå op mod for store mængder fjender på én gang – ellers kommer man hurtigt til at fortryde det.  



Mange muligheder i kamp 



Spillets gameplay handler i stor grad om nedkæmpning af fjender. Og spillet præsenterer mange måder hvorpå det kan gøres. Som standard har man en bue og et spyd. Buen er et af de mest effektive våben du har, da et velplaceret skud kan gøre massiv skade på en fjende. Spydet er godt til nærkamp, men fungerer langt fra ligeså godt, som buen. Det er utroligt nemt at se at buen er det våben der er gået mest arbejde i. Du har et hurtigt slag og et langsomt, men stærkt slag når du bruger dit spyd, men da man ikke kan låse sig fast på fjender i spillet, er det utroligt besværligt at udelukkende bruge nærkampsvåben.  





Udover buen er fælder og andre typer buer, der hvor spillets kampsystem virkelig skinner. Man kan få en såkaldt tripcaster, der giver en mulighed for at sætte fælder med forskellige funktioner rundt omkring. Disse er bedst brugt inden kampen starter, så man kan give sig selv fordele inden en svær kamp med en flok maskiner eller en større, og mere aggressiv, robot, så som en Sawtooth. Man kan også købe en ropecaster, som kan bruges til at sætte en maskine fast i et bestemt område og derved begrænse deres bevægelser. Der findes også varianter af standard buen, som enten fokuserer på elementskade eller langdistance skud. Især elementskaden er vigtig i spillet, hvilket vi kommer ind på længere nede i anmeldelsen. 



Skill-træ åbner op for nye muligheder 



Horizon: Zero Dawn har et skill-træ hvor man kan lukke op for nye muligheder eller opgradere sine eksisterende evner. De er delt op i tre forskellige typer, nemlig Stealth, Kamp og Resurseindsamling. Man kan fokusere på et enkelt træ eller gå lidt op i det hele. Der er ingen begrænsninger for at låse op for alle skills i spillet, det tager bare lidt tid. Jeg synes personligt at det gav mening at gå op i lidt af det hele, for at få et mere afrundet spektrum af evner og muligheder. Alle tre kategorier har da også alle en lang række attraktive evner, så det kan være svært at vælge. 





Overvej dine muligheder nøje 



Hver robotfjende har bestemte parametre og forskellige komponenter, som hver har styrker og svagheder overfor bestemte elementer eller effekter. Man kan f.eks. bruge ildpile til at sætte ild til en beholder med brandfarligt materiale og derved give massiv skade til sin fjende, hvis man rammer. Det kræver derfor næsten altid en plan inden man går i kamp, for hvis man ikke har planlagt noget, så bliver man straffet. Man bruger derfor tit sine stealth-muligheder når man skal planlægge sin fremgangsmåde og også Aloys 'focus' kommer her ind i billedet. Hendes 'focus' giver dig mulighed for at skanne fjenders lokation og tagge dem, så du kan holde øje med deres bevægelser. Yderligere kan man skanne fjenderne for komponenter og svagheder og derfor udvælge hvilke våben og fælder du vil bruge.  





Det er dog ikke altid lige nemt at udføre sin planlagte fremgangsmåde og det kan derfor være en smule frusterende når planen går i vasken. Man tager nemlig rigtig meget skade fra fjender og kan hurtigt gå fra fuld livsbar til tom på få sekunder. Man dør derfor ofte i spillet og det kan være en smule irriterende, konstant at starte forfra fra sit sidste save point eller auto save. Men når planen så lykkes føles det utroligt tilfredstillende og der er altid gode belønninger, i form af resurser, når man tager en fjende ned, nærmst ligemeget hvad for en fjende det er. Du kan altid bruge flere resurser. 



Crafting er nøglen til succes 



Resursehåndtering er utrolig vigtigt i Horizon: Zero Dawn, eftersom du kan crafte næsten alting selv, udover lige udstyr og våbenopgraderinger. Noget af det første man derfor bør gøre er at opgradere sin inventory-størrelse, så man har plads til mere end tyve forskellige resurser. Du kan selv crafte ammo, healing items og fælder og det er langt mere effektivt end at købe dem hos de mange sælgere i spillet. Selve møntenheden i spillet er faktisk en resurse, som man bruger til at crafte basale items, som man finder fra fjender på lige fod med andre resurser. De kan bruges til at købe nye våben og udstyr, men normalt skal man også bruge et sjældent komponent fra en bestemt fjende og man bliver derfor også opfordret til at nedkæmpe mange forskellige fjender.  



Velkonstrueret verden, men mangel på interaktion 



Selvom spillets verden er velkonstrueret, både den måde den er formet, men også når det gælder baggrundshistorien og andre byggeelementer, så mangler verden interaktion. Man kan kun kravle steder hvor der er indikeret at man kan og for at kravle op eller ned, trykker man nærmest kun i en retning og det kræver en minimal mængde knaptryk. Yderligere kan man stortset kun snakke med NPC'er eller dræbe fjender og derfor virker verdenen lidt død til tider, hvilket er lidt atypisk for open world-spil, som Horizon i sidste ende er.  





Verdenen består hovedsageligt af tre slags terræner, nemlig græsstepper, ørkenområder og snelandskaber. Man bliver dog aldrig træt af de tre temaer, da udviklerne har formået at skabe masser af variation ellers. Nogle områder er mere flade end andre, nogle har floder eller søer, mens andre er bjergbelagte. Og alle tre typer ser helt forrygende ud, rent grafisk. 



Fænomenal grafik, men ikke uden problemer 



Horizon: Zero Dawn er et rigtig flot spil, som bruger rigtig meget af PS4'erens ydeevne. Teksturerer er utroligt flotte, karaktererne er rigtig flot lavet og når man kigger udover sletterne kan man ikke andet end at være betaget. Når man dog spiller spillet på en almindelig PS4, er der store problemer med frame rate i mange tilfælde. Spillet kører som standard på 30 fps, men den lader til at falde nogle gange. Yderligere ser karakterernes ansigtmimik lidt mærkelig ud i cutscenes og deres animationer har det med at spasse ud i tide og utide. Spillet er crashed et par gange undervejs, men det kan være det bliver udbedret i en day one patch.  





Ingen brok over lydsiden 



Lydsiden fungerer rigtig godt i spillet. Musikken er tilpas arrangeret og passer til de forskellige situationer. Også stemmeskuespillet er rigtig fint og man kan høre der er gået meget arbejde i det. Spillet er også rigtig god til at give spilleret information igennem lydsiden. Man fed altid når man rammer et perfekt sted på en robot eller hvis man bliver opdaget af en fjende.  



Konklusion 



Horizon: Zero Dawn er overordnet set et rigtig godt open world-spil, med RPG-elementer og god action. Især historien og kampsystemet fungerer utrolig godt og giver spilleren lyst til at spille videre. Dog kan verdenens manglende interaktion og den til tider høje sværhedsgrad trække lidt fra spillets karakter. Grafikken er rigtig flot og spillet kører generelt godt, bortset fra nogle småproblemer i spillets performance, her og der. Hvis du leder efter et stort spil at bide tænderne i, med godt, varieret gameplay og en verden du kan blive opslugt i, så er Horizon: Zero Dawn helt klart et spil for dig.  



8/10