Seneste

Call of Duty: Black Ops III

2101

10-05-2016 12:28

Når man taler skydespil idag, så er der to navne der altid står mere klart end alle de andre: Battlefield og Call of Duty. Sidstnævnte er måske en af de serier der har flest spil i sin serie, og det nyeste skud på stammen er Call of Duty: Black Ops III. Jeg har derfor fundet geværet frem og taget til fremtiden, hvor Black Ops III foregår. Har Treyarch formået at forny en træt spilserie eller er det bare mere af det samme? Læs min anmeldelse og find ud af det.



Jeg har spillet spillet på Playstation 4 og har afprøvet de fleste af spillets muligheder.



Indhold



Call of Duty: Black Ops III indeholder en lang række muligheder. Udover single player-kampagnen og de almindelige multiplayer modes, man ofte finder i Call of Duty-spil, så indeholder spiller også co-op-delen Zombies, hvor op til fire spillere skal forvare sig mod horder af zombier, samt 3 bonus modes: Nightmares, Free Run og Dead Ops Arcade 2.

Der er derfor masser at give sig i kast med i det nyeste Call of Duty, som blev udgivet sidste efterår. Vi kigger lidt nærmere på de enkelte game modes.



Single Player-kampagnen



Black Ops IIIs kampagne foregår i fremtiden, hvor robotter er blevet del af krig og soldater har cyborgdele, som lemmer eller bruger exoskeletter. Man spiller en soldat der bliver hårdt såret i en operation og derfor er nødt til at få sine arme og ben erstattet med cyborgdele. Yderligere får han en chip installeret der gør at han kan dele data med sin deling, on the fly, og bruge indbygget taktisk syn og nattesyn. Ja, man bliver altså til noget af en supersoldat.





Man bliver derefter sendt på nye og farligere missioner, efter man har afsluttet sin genoptræning.



Mange af spillets ideer er forfriskende og der er mange ambitiøse ideer i blandt, der virkelig gør brug af Sci-fi elementet. Dog er missionerne meget lineære og følger manuskriptet til punkt og prikke. Der er flere steder hvor man kun kan gennemføre et område på én måde og der er sat en masse låste døre op der gør at man ikke kan udforske så meget som man måske ville have lyst til. Missionerne er derfor en smule kedelige, især hvis de bliver lidt for lange. Det sker også at man nogle gange skal vente på at en NPC flytter sig, før man kan komme videre i spillet. Dette bliver oftest gjort med en usynlig væg og en en smule frusterende og virker ikke specielt moderne.





Andre modes



Zombies, Nightmares, Free Run og Dead Ops Arcade 2 giver et godt afbræk fra de almindlige CoD spiltilstande, som kampagnen og multiplayer. Zombies ligner sig selv og har ikke ændret sig meget fra den første version i Black Ops 1. Dog er der kommet rigtig mange baner, der hver har sit eget tema. Én bane sætter f.eks. spilleren i et Film Noir-univers, hvor man spiller, som en af flere mordere der er sluppet godt afsted med deres mord. En anden bane, som kommer med Eclipse DLC-pakken, hedder Zebsubou no Shima og finder sted på en japansk ø, hvor der er sket en række forfærdelige eksperimenter. Denne bane er klart bedre og mere varieret, da den har mange områder man kan låse op for, som alle har forskellige layouts og gør at man har flere muligheder for at overleve. Selvom gameplayet er det samme i de forskellige baner, så giver de forskellige settings en fed atmosfære, der gør det sjovt at spille forskellige baner. På Playstation 4 er problemet dog, at hvis man dør, så skal man sidde igennem en god portion af banens introfilm, eftersom spillet på ny skal loade banen, og det tager altså en rum tid, hvilket er lidt frustrerende.





Nightmares er en krydsning mellem Single Player-kampagnen og Zombies. Historien er relateret til hovedspillets historie, men virker til at foregå i et alternativt univers, hvor verden er blevet overtaget af zombier, i stil med Dying Light eller The Walking Dead. Nightmares lider lidt af single player-kampagnens linære design, men er mere tidskrævende end Zombies, hvilket er en god ting.



Freerun er en form for træningsspiltilstand, hvor spilleren kan lære at bevæge sig. Black Ops III, med dets exoskeletter og cyborglemmer, bruger nemlig en masse unikke bevægelsesteknikker, så som vægløb eller dobbelthop. Freerun stiller opgaven at spilleren skal igennem en form for ’parkour’-bane og skal så sætte rekorder i hvor hurtigt det kan gøres. Det er god træning til især multiplayer, fordi man effektivt lærer at bevæge sig i Black Ops IIIs univers.





Sidst men ikke mindst er der Dead Ops Arcade 2. Igen er der zombier med, men denne gang foregår spillet i top down view og fungerer som en typisk arcade bullet hell, hvor man skal overleve og skyde fjender. Dog kan man samle en powerup op der gør at man ser spillet i førstepersonsperspektiv. Dead Ops Arcade 2 er en sjov lille game mode, men er ikke interessant nok til at holde ens fokus alt for længe. Det er dog fedt at muligheden er i spillet.



Multiplayer



For mange er multiplayer den helt store attraktion i Call of Duty-spil. Black Ops III har en utroligt underholdende og dyb multiplayer-del, og det kan helt klart mærkes at det er dette, som spillet gør bedst. Der er masser af levels at gå op og unlocks at låse op for og der er tilmed masser af forskellige game modes i multiplayer, så som Team Deathmatch, Capture the Flag eller Domination. Mange af de game modes er standard for Call of Duty, men det er godt at der er mindst ligeså mange, som i de tidligere spil. Som nævnt tidligere, så bruger man især i multiplayer, den forhøjede mobilitet, som cyborgdelene giver ens spilkarakter. Dette aspekt understøtter banerne i høj grad, da de både lader én dobbelthoppe og løbe på vægge.





Der er ligeledes masser af våben at låse op for. Og de forskellige våben føles alle unikke, selvom der er nogle af dem der har samme funktionalitet. Det er især features som burst fire og fire rate, der skiller de forskellige våben fra hinanden. Som altid kan man låse op for scopes og andet tilbehør, der forbedrer dine våben.





Noget unikt, som de tidligere spil ikke har opereret med, er at man vælger en class når man starter på multiplayer, som har en bestemt ultimate ability. Du kan selv sætte dine loadouts sammen som du vil, så længe du har låst op for et pågældende våben, men de nævnte ultimate abilities er unikke for hver class. F.eks. kan du spille Sparrow, som har en bue, som man kan låse op for når man har fået nok kills i en kamp eller ventet længe nok. Der findes andre classes, som har andre evner, men som er ligeså ødelæggende, som buen. Det kræver dog noget øvelse at kunne bruge sin ultimate ability ordentligt.





Multiplayer er helt klart spillets force og der hvor det spiller bedst. De forskellige classes giver variation til hver enkelt spiller, udover de mange våben, som man kan bruge og sætte forskelligt tilbehør på.



Gameplay



Noget af det, som kendetegner Call of Duty, er den stramme kontrol, som man har over sin avatar. Man er i fuld kontrol over hvor man sigter og hvornår man f.eks. hopper. Jeg har personligt altid spillet førstepersons skydespil på PC og det krævede derfor lidt tilvænning at gå over til controller. Det fungerer dog ganske fint, selvom ens præcisions er yderst nedsat, lige meget om man spiller single- eller multiplayer. Den lille mængde auto aim der forefindes i spillet gør en smule op for det dog.





Den ’parkour’-inspirerede måde at bevæge sig på, føles også godt og det er nemt at lære. Blot ved at hoppe og trykke ind mod en væg, begynder man at løbe på den, f.eks. Call of Duty: Black Ops III er derfor ligeså nemt at gå igang med som dets forgængere og det responsive gameplay er stadig at finde.



Den største kritik jeg har af spillets gameplay er at spillet nogle gange tager kontrollen fra spilleren, enten via cutscenes, eller ved at lade nogle historiesekvenser udspille sig uden at man kan bruge sit våben eller løbe, hvilket er en smule kedeligt og nedsætter interaktionsniveauet.



Grafik og lyd



Præsentationen af spillet er hvad man kan forvente af Call of Duty. Mens det ikke er de aller flotteste visuals på markedet, så er Call of Duty: Black Ops III langtfra et grimt spil. Mens et par teksturer godt kunne være i højere kvalitet, så er der ikke noget der decideret skærer én i øjnene. På lydsiden er der ikke noget der stikker forkert ud heller. Hvert våben lyder unikt og er med til at give en god responsfølelse. Stemmeskuespillet er, omend lidt cheesy, godt udført. Den almindelige militærjargon er smurt godt på, hvilket er med til at understrege soldaterfantasien.





Konklusion



Call of Duty: Black Ops III er i sin kerne et typisk Call of Duty-spil. Der er ikke så meget nyt under solen ift. single player-kampagnen eller de game modes, som multiplayer-delen byder på, men det er indpakningen er gør Black Ops III lidt mere unikt. Treyarch er gået all in på sci-fi-temaet, med cyborgimplantater, osv. Og det giver et friskt pust til især multiplayer-delen. Det nye class-system, der giver hver class en unik ultimate ability, er et godt alternativ til kill stream-systemet og er med til at gøre hver spiller unik. Spillets mange ekstra game modes, som Zombies og Freerun fungerer generelt godt og giver et godt afbræk fra Call of Dutys standard gameplay. Single player og nightmare baner er desværre designet meget lineært og er så langtrukne at de tit bliver kedelige og der er ikke nok variation at hente i de enkelte baner. Omvendt er multiplayer-banerne utroligt godt designet og gør godt brug af det ’parkour’-agtige bevægelsessystem, som spillet indeholder. Multiplayer-delen er stadig det bedste ved Call of Duty: Black Ops III, men der er gjort et godt forsøg på at skabe nye game modes, der kan spilles af alt fra 1-4 spillere både lokalt og online. Black Ops III er spækket med ekstra indhold og unlocks og det gør at der er god levetid i spillet, som ikke bare er prestige levels.



7/10