Seneste

E3 2014: For gameren eller aktionæreren?

1312

14-06-2014 19:24

E3 2014 er efterhånden ved at være et overstået kapitel, med alle de nye annonceringer det må indebære. Derfor er det naturligvis også ved at være tid til at opsummere og vurdere dette års E3.


Der er ingen tvivl om, at dette års E3 har været et af de bedste i lang, lang tid. Nok vistes Xbox One og PS4 frem til sidste års E3, men det betød så også bare, at fokus blev taget væk fra spillene og blev til snak om hardware og smarte funktioner. Smarte funktioner, som især Microsoft har fjernet sidenhen.


Til gengæld handlede E3 2014 så nærmest kun om spil, spil og atter spil. Vi har gået fra den ene konference til den anden, kun med fokus på spil. Ja det var vel nærmest kun Sony, der tillod sig at snakke om andet. Til gengæld holdte de så en maraton-konference på 105 minutter og talte om spil i 75 af disse. Det er dog også værd at bemærke, at Microsofts timelange konference, stort set ikke gav tid til Kinect.


Ikke plads til kinect


I løbet af E3 har der været vist så mange helt nye og interessante IP’er i år, hvor der blandt andet kan nævnes Bloodborne, Splatoon, No Man’s Sky og Abzu. Fortsættelser og remakes har der naturligvis også været mange af, men gang på gang har de også vist sig værende virkelig interessante. Grim Fandango og Zelda Wii U var for undertegnede de største titler, men der kan nævnes mange der har vakt interesse. Dette er f.eks. Rainbow Six: Siege (som sådan set er en ny IP, med et velkendt navn), Assassins Creed: Unity, Batman: Arkham Knight, ja selv Call of Duty: Advanced Warfare virker interessant – og det er altså sagt fra en gamer, der ikke har rørt Call of Duty-serien siden Modern Warfare.


Dette års E3 har simpelthen været et overflødighedshorn af interessante spil og de ovennævnte titler er kun et lille udpluk. Det har simpelthen været en fornøjelse at følge konferencerne til E3, for hver konference havde en utrolig stærk lineup. De fleste spil-sider fremhæver Sony som værende vinderen af E3, hvilket må være surt for både Microsoft og Nintendo. Men Nintendo havde måske lidt for mange platformere (fire styks), selvom disse også bød på masser af nytænkning, og Microsoft havde for få eksklusive titler. Havde det været et hvert andet år, at Microsoft eller Nintendo, havde holdt så godt et show, ville der ikke være tvivl om at de havde vundet. I år var konkurrencen simpelthen bare for stærk, for hvad kan man også gøre, når Sony på de første 45 minutter, disker op med 15 store titler? Og så endda med spil som Grim Fandango og Bloodborne, som undertegnede må indrømme at være nær fanatisk omkring.


 


Tim Schafer laver et HD-remaster af Grim Fandango


 


Trend for Open World og Gamemakers


Noget andet og ganske interessant er trenden for open-world og gamemaker-spil, der har været i år: Zelda Wii U og Witcher 3, begge forholdvist linære spil, er begge blevet sat i en helt åben verden, som vi i moderne dage kender det fra især Skyrim og GTA V. Det er dog også noget, man faktisk oplevede i de allerførste Zelda-spil. Derudover så fik vi intet mindre end 3 gamecreator-spil, i form af Little Big Planet 3, Mario Maker og det i forvejen kendte Project Spark. Så der er masser at lave til de spillere, der sidder med en indre spiludvikler gemt i maven, eller hvor man nu har sådan en siddende.


Den mest markante trend er dog nytænkningen: Alt handler om at se spil fra nye vinkler og det er tydeligt i nærmest alle de spil der blev fremvist. Assassins Creed Unity bliver 4-player co-op, CoD: Advanced Warfare er fremtids-krig med masser af innovative virkemidler, Zelda sættes i open-world og man kan blive ved.  


Mest iøjnefaldende, rent nytænkningsmæssigt, var Nintendos Ikke-voldelige shooter, Splatoon. Kort fortalt er det en 4 mod 4 shooter, hvor hovedmissionen er på 3 minutter at dække mest muligt af arenaen med sit holds blæk. Når runden slutter, vinder det hold med mest blæk på banen. Alene den præmis er helt anderledes end de shooters man ellers har set, og det er vel blot et spørgsmål om tid, før det kopieres. Der er mange andre nye tanker omkring Splatoon, men det kan man læse i nyheden.


Splatoon til Wii U


E3 2014: En konference for spilfans


I de seneste år har E3-konferencen været et event, der mest var for aktionærerne. I år har det heldigvis taget en drejning og er igen blevet en konference for gameren. Spillene har været fokus og det har så sandeligt virket til, at udviklerne faktisk har taget deres spilserier seriøst. Den måde Sony, Microsoft og Nintendo har formået, på hver sin måde, at tage egne konferencer til nye højder, er simpelthen imponerende. Der er ingen tvivl om, at vinderen af årets E3 er gameren, da de tre store spilstudier simpelthen har leveret på ufatteligt højt niveau. Man må dog ikke glemme Ubisoft, der simpelthen har så mange fantastiske spil i gære, hvor det vel nærmest kun er Nintendo (som udvikler) der er i nærheden af samme niveau.

Undertegnede må i hvert fald sige, at denne er fuldstændigt betaget af alle de gode spil som Ubisoft, Nintendo og de andre har gang i. Derfor sidder undertegnede også i en situation, hvor den nyerhvervede gamer-pc så absolut ikke er nok. Sparegrisen skal slagtes, flaskerne indsamles og hvad pokker man ellers kan finde på. - For at leve som gamer uden Mario Maker, Grim Fandango og Bloodborne, uden Witcher 3, Zelda og ja man kan jo blive ved... Jeg er ikke sikker på, at jeg kan se mig selv i øjnene som gamer, uden disse spil. Og det kræver altså både en PS4, en Wii U og en PC (eller en Xbox One) at få alle disse spil.


Wow, for en omgang!