Seneste

Hearthstone’s første udvidelsespakke udkommer d. 23. Juli

883

19-07-2014 22:54

Blizzard har idag afsløret udgivelsesdatoen for deres første udvidelsespakke til deres free-to-play samlekortspil, Hearthstone. Blizzard havde tidligere på året lovet at pakken, med navnet Curse of Naxxramas, ville udkomme i juli måned og ganske rigtigt kommer pakken d. 23. juli. Udvidelsespakken bliver et single-player eventyr der finder sted i Naxxramas’ fem afdelinger. Naxxramas er et raid-område i World of Warcraft og udvidelsespakken tager altså inspiration herfra.


Den første af de fem afdelinger af udvidelsespakken bliver udgivet d. 23. juli og vil den første måned være gratis at få fingrene i. De følgende afdelinger vil åbne op og kan købes i ugerne efter d. 23. juli. Blizzard har udgivet et skema der viser hvordan prismodellen for Curse of Naxxramas kommer til at fungere. Du kan enten købe dem samlet i ét bundt, i mindre samlinger eller hver for sig. Du kan sågar købe de individuelle afdelinger for 700 guld, som er free-to-play-spillets interne møntenhed.



Du kan altså enten købe alle afdelingerne på én gang for $25 (hvis du venter længere end første måned), få den første gratis og købe resten til $20 eller vælge at købe de enkelte dele for Hearthstone-guld. Det vi koste i alt 2800 Hearthstone-guld hvis man får den første del gratis. Det er i hvert fald de tre mest profitable løsninger til dem der er vilde med Hearthstone. Til dem der ikke har prøvet det endnu, men er på vippen til det, så er det måske et godt tidspunkt at prøve spillet på, da man kan få den første del gratis og derved få en forsmag på både Hearthstone og udvidelsespakken.