Seneste

I dag lukker Lionhead Studios

1041

29-04-2016 13:29

Det er i dag en lidt sørgelig dag i spilindustrien, eftersom en af veteranerne nu lukker dørene for sidste gang. Vi kunne for noget tid siden rapportere at Microsoft havde valgt at lukke danske Press Play, samt Lionhead Studios. Det sidste stykke tid er gået med at finde en potentiel køber af Lionhead, men ingen har budt ind. Derfor lukker studiet nu sine døre for sidste gang i dag.  



Lionhead Studios blev grundlagt af Peter Molyneux tilbage i 1996. Firmaet står blandt andet bag gudesimulator-spillet Black and White og dets eftefølger Black and White 2. I de seneste par generationer har de været mest kendt for action RPG-serien, Fable, hvor der nåede at være 3 spil. Inden firmaet blev lukket var de i gang med et nyt spil i Fable-serien, nemlig Fable Legends, som skulle være et asynkront multiplayer-spil, hvor en gruppe spillere, der spiller som en gruppe helte, skulle kæmpe sig igennem en bane, som dynamisk blev lavet af en anden spiller, der spillede skurk. Spillet blev aflyst, da lukningen blev annonceret.  



Peter Molyneux forlod selv firmaet for nogle år siden, da han havde andre projekter han ville forfølge. Det er en smule sørgmodigt at skulle sige farvel til Lionhead Studios, men sådan er spilindustrien nu engang indrettet. Vi håber at de ansatte finder job andre steder.