Danske Playdead udgav i 2010 det anmelderroste indie-spil Limbo, som til at starte med udkom til XBOX 360 og senere hen flere andre platforme. Spillets art style og stemning var hvad gamere over hele verden blev imponeret af og spillet viste at man sagtens kunne lave en god oplevelse med en minimalistisk tilgang til fortælleteknik og grafik udtryk. Nu er Playdead så endelig på banen med den spirituelle efterfølger til Limbo, nemlig Inside. Zone har spillet det og vil i denne anmeldelse give hans besyv omkring dette dansk udviklede puzzle platform-spil.
Undertegnede har spillet Inside på PC via Steam og har gennemført spillet 2 gange og udført alle achievements. Brugte en Dualshock 4 controller til at spille med.
Mystiske omstændigheder
I Inside spiller man som en lille dreng i en rød trøje. Man får ingen bagggrundshistorie at vide om hverken drengen eller hans omstændigheder. Man starter spillet i udkanten af en skov, og bevæger sig hen mod og igennem et større kompleks hvor en række videnskabmænd har gang i nogle foruroligende forsøg. Inside følger op på Limbos lettere makabre stemning og tager denne til nye højder. Temaer som ofrelse af andre, undertrykkelse af mennesker og hjernevask er i højsædet og man får flere gange følelsen af at være i en Nazistisk koncentrationslejr. Man får dog aldrig noget konkret at vide om hverken drengens eller kompleksets historie og man har derfor fri mulighed for selv at tolke spillets begivenheder, som man vil.
Stemning og æstetik i højsædet
Playdead er et spilfirma der lader til altid at sætte deres spils stemning i højsædet. Ligesom i Limbo, så har Inside en helt bestemt stemning, der understreges af æstetik og lyddesign. Man udforsker både store tomme rum, hvor man føler sig alene, men der er ligeså mange tidspunkter hvor man skal passe på ikke at blive opdaget af kompleksets beboere, der ikke er særligt tilfredse med drengens tilstedeværelse. Man bliver derfor en smule paranoid når man spiller spillet. Et anden stort aspekt, som definerer stemningen er det makabre. Ligesom i Limbo, så kan man dø på nogle ret ondskabsfulde måder i Inside og det er med til at understrege denne makabre stemning der til tider opstår. Også andre situationer i spillet er lettere forstyrrende, da man ser flere eksempler på mishandlede og undertrykte mennesker, på sin færd igennem det mærkværdige kompleks. Et eksempel på et af de mere forstyrrende øjeblikke i spillet, er når man for første gang tager en 'hjernemanipulationshjelm' på hovedet, der gør at man kan styre grupper af andre mennesker. Man kan bare se hvordan drengen hænger i hjelmen og gibber foruroligende mens han kontrollerer flere hjerner på én gang.
Fantastisk grafisk udtryk
Inside er et utroligt flot spil. Modsat Limbo, så indeholder Inside rent faktisk farver. Spillet har derfor ikke den samme avant garde stil, som Limbo havde, men brugen af farver og den grafiske stil er med til at give Inside sit helt eget unikke udtryk. Især baggrundendene og animationerne er lige i skabet og der er flere steder i spillet hvor man nærmest stopper op, bare for at indtage de flotte og til tider overrumplende omgivelser. Grafikken er ligeledes med til at understrege stemningen i spillet – ikke mindst den makabre del. Man er derfor ikke i tvivl når man f.eks. ser et lig eller en torso blive revet fra hinanden, sådan så indvoldene bliver kaster rundt.
Veldesignet gameplay
Selvom Inside er et spil der lever meget på sin atmosfære og udtryk, så er det stadig et puzzle platformer spil der rent faktisk indeholder gameplay. Det er et utroligt simpelt gameplay, hvor man kan styre sin figur, man kan hoppe og man kan gribe fat i objekter. Men minimalistisk gameplay kan sagtens fungere godt, og det gør det især i Inside. Hver eneste handling har et formål og hver eneste handling føles godt når den udføres. Man mærker at der er gået meget arbejde i at få hver enkelt del af spillets sekvenser til at fungere på en helt bestemt måde. Der bruges også tid på at lære spilleren hvordan forskellige mekanikker fungerer i spillet, som senere hen bliver kombineret på kryds og tværs. Der kan dog godt gå lang tid mellem man først bruger en mekanik, til man bruger den igen, og det betyder at man i mellem tiden måske har glemt hvordan en given puzzle skal løses eller hvordan en given mekanik kan opføre sig. Men generelt set indeholde Inside et veldesignet gameplay, som er en fryd for spilleren at give sig i kast med. Når man først er startet på spillet, så er det svært at slippe det igen. Dette gør dog at de fleste nok vil komme igennnem spillet ret hurtigt, da det er et forholdsvist kort spil, der kun varer mellem 3 og 4 timer, hvilket varierer i forhold til hvor god man er til at klare spillets puzzles.
God respons og følelse
En anden grund til at Inside er en fryd at spille, er fordi spillets game feel er af høj kaliber. Eftersigende skulle Playdead have brugt utroligt lang tid på blot at justere spillets mange sekvenser og derved slibe spillets rå kanter ned, og det kan man virkelig mærke. Når man bevæger spillets avatar, så er hans bevægelser responsive og animationerne stemmer overens. Dette giver spilleren en god følelse af kontrol og man har generelt en god idé om ens muligheder, som resultat. Om man går på beton, bevæger sig gennem muder eller svømmer, så lever styringen op til ens forventninger og det er med til at give spillet ekstra feel. Yderligere er spillets kollisioner og hit-bokse utroligt veldefinerede og gør at objekter og fjender er forståelige at undvige eller interagere med. En sidste detajle at nævne er at alle spillets objekter og forskellige overflader agerer, som man ville forvente det. Står man f.eks. under et stykke af en bygning, som en lyskegle kører over, så kastes skyggen rigtigt.
En lineær rejse fra venstre mod højre
Som næsten alle andre todimensionelle platformspil, så bevæger man sig fra venstre mod højre i Inside. Det er der som sådan intet galt i, men spillet er generelt set en meget lineær oplevelse. Der er backtracking her og der, og spillet achievements får man fat i ved at udforske hvert område i spillet ekstra grundigt. Det lineære aspekt kommer dog også frem i måden man løser puzzles på i spillet. Der er hovedsageligt kun én måde at løse hver udfordring og gåde på i spillet, og det går desværre lidt ud over genspilbarheden. Inside er stortset bare en lineær rejse, som man højst sandsynligt kun spiller igennem en enkelt gang, indtil man måske samler spillet op igen et år eller to senere. Men fordi denne første rejse er så velkonstrueret og stemningfyldt, så er det en spiloplevelse man sent vil glemme, og derfor gør det ikke så meget at spillet er lineært. De førnævnte achievements er dog en god anledning til at spille spillet igennem en gang nummer to, eftersom de åbner for en hemmelig slutning til spillet.
Minimalistisk lyddesign af høj kaliber
Minimalisme er et gennemgående tema i Inside, og virker sågar som en af Playdeads ekspertisefelter, da Limbo også brugte minimalisme meget. Denne minimalisme går igen i spillets lyddesign, der er lige i skabet. Spillets lydeffekter er velvalgte og bruges sparsomt. Man er ikke i tvivl om hvad spillets lydeffekter lyder som og musik er også brugt sparsomt. Man ved f.eks. med det samme at man skal løbe når man hører en eller flere hunde gø i horisonten og flere puzzles bruger sågar lyddesignet i deres løsninger. Musik og ambience er med til at understrege spillets lidt makabre og ensomme følelse.
Konklusion
Der er stortset kun rosende ord at hente for Inside. Playdead har overgået sig selv med denne indie-titel, som virker som en naturlig udvikling fra Limbo. Spillets stemning er i højsædet, og oser af makaber mystik og ensomhed, og det i langt højere grad end Limbos stemning gjorde. Både grafik og lyd er med til at understrege denne stemning. Trods at stemningen er så vigtig for ens oplevelse af spillet, så indeholder Inside også et veldesignet gameplay, som spillet ikke kan undvære. Når man har gennemført Inside sidder man tilbage med en tilfreds følelse, som gamer og det er en oplevelse jeg sent vil glemme. Jeg anbefaler alle at hente Inside til Steam eller XBOX One, og det er ligemeget om man har spillet Limbo eller ej.