Seneste

Legat på 15 millioner skal bruges på spilforskning

1006

03-05-2016 11:24

Computerspilsforskning er stadig et nyt felt inden for forskning, men i Danmark har vi alligevel et universitet der i mange år har studeret feltet. Det bliver nu belønnet eftersom Espen Aarseth, lektor på IT-Universitetet i København (ITU), har modtaget det prestigefyldte Advanced Grant fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC).  



Aarseth havde følgende at sige til bevillingen:  




"Det var meget glædeligt at få nyheden om bevillingen. ERC’s Advanced Grant er den højeste anerkendelse, man kan håbe på at opnå inden for denne type forskning. IT-Universitetet var visionært i at satse på spilforskningen på et meget tidligt tidspunkt, hvor ingen universiteter gjorde noget tilsvarende, og det har haft stor international betydning. Bevillingen er en stor anerkendelse både af spil som selvstændigt forskningsfelt og Danmarks rolle i udviklingen af dette, og viser, at ITU’s satsning har været helt rigtig," 




Espen Aarseth er utrolig glad for legalet, der skal hjælpe med at forske i computerspil og bygge en grundlæggende teori for spilforskning, ligesom man har det indenfor film og litteratur. Helt specifikt bliver legatet brugt på forskningsprojektet 'Making Sense of Games', som Espen Aarseth selv står i spidsen for.  




"Ligesom når vi analyserer litteratur og film, har vi brug for nogle analysemodeller til spil. Vi vil udvikle og kvalitetssikre nogle grundlæggende begreber for spilanalyse, som kan bruges både i forskningen og i for eksempel skoleundervisning. I dag findes der ingen store, gennemgribende teorier, der trækker på en kombination af forskellige tilgange og discipliner." 




Forskningsprojektet kommer til at tage 5 år og vil åbne fire ph.d.-stillinger og fire Post. Doc-stillinger op på ITU i perioden. Aarseth mener at det er vigtigt for os at få forståelse for spil, så forskere kan komme bekymringer om spil til livs, samt at det er vigtigt at skabe begreber der gør det nemmere at beskrive de effekter, som spil har på os, eksempelvis når det drejer sig om spilafhængighed eller voldspåvirkning:  




"Vores diskussioner omkring afhængighed og voldspåvirkning har været præget af en manglende forståelse for, hvordan computerspil fungerer. Derfor er vores mål også at udarbejde begreber, der kan gøre det nemmere for eksempelvis psykologer at vurdere effekten af spillene på børn og unge. Vores opgave som spilforskere er at gøre fænomenet forståeligt og måske også mere ufarligt, så bekymringerne bliver mindre, og vi forstår spillenes betydning på godt og ondt."  




Aarseth har været ansat på IT-Universitetet siden 2003, hvor han var med til at starte universitetets 'Center for Computer Games Research'. Han har yderligere skrevet en række afhandlinger om spil, blandt andet indenfor ontologiske aspekter ved spil og afhængighed af spil.