To af de mest unikke spil på PS2 var ICO og Shadow of the Colossus, som begge blev udtænkt af Fumito Ueda. Selvom spillene ikke er direkte forbundet, så kan man stadig godt kalde det for en spilserie. Det tredje spil i serien, The Last Guardian, blev oprindeligt annonceret i 2009 og efter flere år uden spillet blev fremvist til hverken E3 eller TGS, troede mange at spillet aldrig blev lavet færdig. Men i slutningen af 2016 kom spillet endelig på gaden og undertegnede har i den forbindelse spillet det igennem.
Drengen og Trico
I The Last Guardian spiller man som en dreng der på mystisk vis er blevet bortført og vågner i et hul der ligger i nogle gamle ruiner. I hullet ligger der samtidigt et stort monster, der ligner en blanding mellem en kat og en fugl. Monsteret hedder Trico og bliver en utrolig vigtig brik i drengens flugt fra de ruiner han befinder sig i. Efter at have fodret dyret og fjernet nogle spyd fra dens krop, begynder drengen at opbygge et bånd til Trico, som bliver dybere, som spillet fremskrider.
De to kommer ud for en masse forskellige udfordringer, der tester dem begge til de yderste, både fysisk og mentalt. Samtidig begynder man som spiller at forstå de mysterier der omgærer drengen, Trico og de ruiner de befinder sig i.
Kommunikation er grundstenen
I bund og grund handler The Last Guardian om kommunikation mellem spilleren og Trico. Spilleren kan altid kalde på Trico og pege i en retning. På denne måde kan man få Trico til at gøre hvad man vil – i de fleste tilfælde. Det kræver noget tålmodighed, og kan til tider være frusterende, men det giver en 'realistisk' følelse af hvordan det ville være at prøve at kommunikere med et dyr på Tricos størrelse. Ved at stå ved siden af objekter og kalde på Trico kan man få Trico til at interagere med dem. Jeg ved ikke om jeg bare blev bedre til at gennemskue systemet, som spillet skred fremad, men jeg havde en følelse af at min kommunikation med Trico blev bedre, som drengen og Tricos bånd blev stærkere, hvilket passede fint sammen med at båndet også forstærkes gennem spillets begivenheder.
Tricos fordele
Som nævnt tidligere er Trico nøglen til at komme ud af de ruiner, hvor drengen er fanget. Udover at man kan kommunikere med Trico og få den til at interagere med objekter, så kan man bruge hans massive kropsbygning til at komme rundt i ruinerne. Som spiller kan man kravle over alt på Trico Når man så sidder på Trico kan den hoppe fra bygning til bygning og bestige klippesider og hoppe over vægge. Alt i alt udgør Tricos muligheder og fordele de mest interessante dele af spillets gameplay. Det er gennem kommunikation og Tricos muligheder at man klarer spillets mange puzzles. Hver eneste 'rum' eller afdeling af ruinerne er en puzzle i sig selv og selvom mange puzzles løses på lignende måder, så føles hvert 'rum' unikt og tilfører nye dimensioner til spillet.
Et eventyr er intet uden udfordringer
Det er dog ikke altid lutter lagkage på deres færd. Ruinerne har nemlig ældgamle vagter, som kommer til live når man kommer for tæt på. Vagterne er ude på at fange drengen og føre ham væk fra Trico og kun Trico kan besejre vagterne, som han så også gør effektivt, når han får lov til det. Men det er ikke altid at Trico har mulighed for at hjælpe. De gamle vagter besidder nemlig magi der kan ændre Tricos adfærd. Enten bliver Trico paralyseret eller også gør magien ham gal, hvilket betyder at Trico lige pludselig ikke er venlig overfor spilleren. Det er derfor op til en som spiller at beskytte Trico fra denne magi og sørge for at fjerne vagternes indflydelse. Yderligere, efter hver kampsekvens er det op til spilleren at berolige Trico, ved at 'ae' hans fjer, hvilket giver de to en interessant dynamik, hvor de er afhængige af hinanden og skaber et balanceret gameplay.
Frustrerende styring
Selvom jeg indtil videre har haft mange rosende ord for spillet, er det dog ikke alting der er lige godt. Styringen i spillet er til tider utroligt frusterende. Hvis man bevæger sig i en retning og pludselig skal stoppe op eller gå/hoppe i en anden retning ender man tit med at gøre noget forkert, så som at hoppe ud over en afsats eller løbe den forkerte vej. Styringen er yderligere gjort værre af spillets dårlige kameraføring. Kameraet sætter sig ofte fast, steder hvor man ikke har nok udsyn til at foretage et vigtigt hop eller også går Trico i vejen for kameraet, der ligeså blokerer ens udsyn. Sidst men ikke mindst er kameraet også utroligt følsomt, og når der ovenikøbet er motionblur slået til, bliver det bare endnu mere irriterende.
Fantastisk præsentation
Spillet er dog, både grafisk og lydmæssigt, et mesterværk. Spillets områder skifter kontrast alt efter om man går i frodige, grønne haver hvor solen skinner eller om man render rundt i en hule eller ruin under jorden. Spillet indeholder også nogle fantastiske udsigter, som kommer til udtryk når man bestiger klipper eller tårne i ruinerne. Overordnet set er spillet utroligt flot, selv på en almindelig PS4. Også lydmæssigt er spillet smukt. Musikken er tilpas følsom, smuk og storslået når situationen kalder på det. Lydeffekterne og det simple stemmeskuespil er også med til at understrege spillets unikke og lidt ensomme stemning.
Konklusion
Overordnet set er The Last Guardian ligeså unikt som sine forgængere. Spillets gameplay består hovedsageligt af måden hvorpå spilleren og Trico arbejder sammen til at klare spillets puzzles. Den form for gameplay ser man meget sjældent i andre spil og det er med til at gøre The Last Guardian enestående. Trods frustrerende styring og kameraføring, så har spillets andre aspekter så meget kvalitet og giver så meget stemning at det er svært at klandre spillet for andet end de to nævne ting. Derfor får The Last Guardian den næsthøjeste karakter, da spillet er unikt og utrolig veludført.