Seneste

Uncharted 4: A Thief’s End (PS4) 

1717

13-06-2016 12:30

Det fjerde og angiveligt sidste kapitel I Nathan Drake’s eventyr har været et par år under vejs, siden annonceringen ved E3 2014. Spillet har været et af de mest ventede eksklusive titler til PS4 og nu er det endelig landet her på redaktionen. Zone har givet sig i kast med Nathan Drakes nyeste eventyr og har kæmpet sig igennem hektiske skuddueller og klatret op af utallige bygninger og bjerge i sin jagt på Henry Averys piratskat. Læs hans anmeldelse og se hvad han mener om Uncharted 4: A Thief’s End til Playstation 4.  





 



Her er dit liv Nathan Drake 



Som i de første 3 Uncharted-spil, så indtager spilleren rollen, som tyven og skattejægeren Nathan Drake. Men siden Uncharted 3, har Nathan Drake trukket sig fra det farlige liv og fører et ganske almindeligt liv, uden risiko for at falde ned fra bjerge eller at blive skudt af pirater. Det er en noget ældre Nathan vi møder, som er mærket af hans forrige eventyr.  



Spillets introduktion bruger også meget tid på at tage tilbage til Nathans barndom, hvor vi finder ud af at han har haft en bror ved navn Sam. Drake-brødrene har boet på børnehjem og har haft en hård barndom, men deres broderlige bånd er stærkt og de har begge interesse for at stjæle og finde skatte. Men grunden til at det først er i det fjerde spil vi hører om Sam, er fordi at Sam ikke har fyldt særligt meget i Nathans liv. Efter en mislykket ekspedition i et mexikansk fængsel, som de tager på sammen med rigmanden Rafe, tror Nathan nemlig at Sam er død og lægger det bag sig. Det er først da Sam dukker op 15 år senere at Nathan finder ud af at Sam overlevede, men at han har siddet i selv samme fængsel de sidste 15 år.  





Dengang var de begge besatte af historien om piraten Henry Averys skat og Sam er stadig utroligt opsat på at finde den, ikke mindst fordi at personen der har fået ham ud af fængslet, Hector Alvarez, truer med at slå ham ihjel, hvis han ikke finder skatten til ham, som siges at have en værdi af 400 millioner amerikanske dollars. Nathan lægger derfor sit normale liv bag sig, og genoptager sit hverv som tyv og skattejæger og sammen med Sam tager han ud for at finde Henry Averys skat. På rejsen får de blandt andet hjælp af Nathans gamle partner, Sullivan, men møder også fjender på vejen, i form af deres gamle ven Rafe, der vil gøre alt for at være den første der finder skatten, og som får hjælp af hans kæreste Nadine Ross, der er leder af den private hær, Shoreline.  



Nathan, Sam og Sullivan begynder derfor et kapløb med Rafe og Shoreline, som har en langt større mængde resurser end de tre. Men lidt risiko og dårlige odds har aldrig stoppet Nathan Drake, så hvorfor skulle det stoppe ham nu? 



Vellykket historiefortælling 



Uncharted 4 benytter sig af en lang række velfungerende fortælleteknikker. Spillets historie udfolder sig nærmest, som en anden Indiana Jones film, med velplacerede plottwists og en helt fantastisk sammensætning af plot. Man bliver ved med at spille, fordi man konstant motiveres af historien og fordi man holder mere og mere af karaktererne i spillet. Til at starte med undrer man sig over hvorfor historien viser én visse flashbacks, men senere i spillet giver det hele mening, og man oplever til tider en række ’aha’-oplevelser, der føles utroligt godt, både når man spiller spillet første gang, men også når man spiller spillet igennem igen. Det føles som at være med i en utroligt god eventyrsfilm fra Hollywoods guldalder, men istedet for bare at se på, så deltager man i filmens action.  





Historien fortælles både gennem gameplay og cutscenes. Gameplay-sekvenserne har rigeligt med samtaler, der foretages mens man klatrer eller skyder sig gennem banerne, mens de store øjeblikke hovedsageligt fortælles gennem cutscenes. Men eftersom historien er spændende og karakterne er interessante, gør det ikke så meget.  



På eventyr med sine kammerater 



Naughty Dog udforskede i The Last of Us, hvordan man kunne have en NPC med på sin færd, som kammerat, der kan hjælpe én undervejs og skabe interaktioner. Det tages til helt nye højder i Uncharted 4. Man har næsten hele tiden enten Sam, Sullivan eller begge to med, når man udforsker Uncharted 4s verden. Dette gør at man kan nå steder, man ikke kan når man er alene eller at man har backup når man ender i en skudduel. Det bedste ved at have dem med, er dog at man nærmest konstant interagerer med dem i spillet. Nathan og Sams broderlige snakke mens de klatrer rundt på faretruende klipper er utroligt charmerende, og Nathan især har ikke mistet sin kække personlighed. Denne kammeratlige følelse er med til at give spillet karakter og stemning og gør at man aldrig føler sig ensom på sin færd. 



Raffineret spildesign 



Uncharted 4 er ikke et specielt innovativt spil. Det bruger i grunden mange spilmekanikker vi allerede kender fra andre spil, både i og udenfor Uncharted-seriens genre. Men i grunden har Naughty Dog ikke for vane at revolutionere spilindustrien og det gør heller ikke noget. For Uncharted 4 tager allerede etablerede spilmekanikker og bringer dem til et utroligt højt niveau. Styringen i spillet er utrolig responsiv og man føler sig i høj grad i kontrol af Nathan Drake. I spillet bruger man også utroligt meget tid på at klatre rundt på vægge og klippesider, og her har spillet implementeret et system, der gør at man nemt og intuitivt kan finde ud af hvilke dele af klippen, som Nathan kan gribe fat i og hvis man falder ned, så er det utroligt nemt at se hvad man gjorde galt. Spillet er derfor en fryd at spille og gør at man føler sig utroligt god, når noget lykkes i spillet.  





Udforsk og løs Henry Averys gåder 



Jagten på Henry Averys skat tager Nathan, Sam og Sullivan til flere steder rundt omkring i verden, så som Italien, Skotland og Madagascar. Som spiller skal du hjælpe med at udforske disse områder, hvilket oftest gøres ved at klatre på klipper og ruiner, indtil man finder det man leder efter. Disse sekvenser er klart nogle af spillets bedste, især fordi at banerne er så godt designet, samt fordi at det føles så godt at styre Nathan, som vi kom ind på tidligere. Når man så har fundet den ruin man leder efter, skal man oftest løse en gåde, og selvom disse ikke er de sværeste, så er de med til at skabe variation i gameplay'et og føles tit som en belønning for at man har klaret en intens klatresekvens.  



Intens action vs. Stemningsfulde øjeblikke 



Nogle af spillets gameplay-sekvenser er langt mere actionfyldte end andre. På et tidspunkt i spillet bliver man jagtet af en pansret truck med et påmonteret maskingevær. Her gælder det om at holde tungen lige i munden, for at holde sin egen bil på vejen. Denne sekvens slår dog pludselig over i at man hægter sig fast på en af fjendernes køretøjer og så bliver Nathan pludselig trukket igennem mudderet, mens han skyder de omkringkørende fjender på deres biler og motorcykler. Denne intense sekvens er både stressende, men samtidig utroligt fed og man føler sig, som en anden badass. Men selvom disse actionfyldte sekvenser er utroligt intense og fede, så lever spillet især også på sine mere stille og stemningsfyldte øjeblikke. I nogle sekvenser får man lov til, stille og roligt, at udforske et givent område, hvor man kan samle flere objekter op og inspicere dem, eller tilføje noter til sin journal. Denne kontrast skaber ikke bare variationer, men viser at Uncharted 4 ikke blot lever på sin intense action, men også kan skabe værdifuldt gameplay igennem stille og stemningsfulde øjeblikke.  





Skudkampe ikke spillets stærkeste side 



Uncharted 4 er generelt et stærkt spil, men dets svageste led er klart skudkampene i spillet. Dette er ikke fordi at spillets skyderi ikke fungerer, men nærmere fordi at spillets andre sekvenser er langt mere spændende. Spillet brillerer når man opdager hemmelige passager eller udforsker gamle ruiner, og man vil derfor bare forbi den igangværende skudduel for at opdage det næste spændende sted. Uncharted fungerer altså bedre, når man udforsker de fantastisk sammenstykkede baner, end de gør når man skyder Shorelines soldater.  





Skudkampe kan oftest klares på to måder. Enten sniger man sig rundt og tager soldaterne ned en efter en, uden at blive set, eller også hopper man om bag det nærmeste dække og begynder at skyde sine fjender. Oftest ender man med at klare duellerne, som en blanding af de to tilgange, da man før eller siden har det med at blive set af sine fjender, men det ér muligt at klare de fleste skudkampe udelukkende ved at snige sig. Og selvom skudkampene måske ikke er ligeså spændende som resten af spillet, så er der gjort et stort arbejde ud af at designe den del af banen hvorpå kampen udkæmpes og de mekanikker der omgærer skudkampe. 



De mekanikker man bruger til at kravle rundt bliver dog også brugt i kamp, og det føles utroligt godt at komme svingende i et reb og derefter komme flyvende og slå en fjende ud med en knytnæve. 



Et af de flotteste spil til PS4 



Et af de områder hvor Uncharted 4 er en klasse for sig, er helt klart det grafiske område. Uncharted 4 er nemlig et af de flotteste spil der overhovedet kan findes til Playstation 4. Ikke nok med at spillet kører som en drøm, uden FPS drops og tilmed ved 60 billeder i sekundet, så er grafikken og den grafiske stil helt og aldeles fantastisk at se på. Når man kigger ud i horisonten af et område, foregår der langt mere end bare en standard skybox, men der er en stor mængde detajler og området føles større end det reelt set ér.  



Også spillets interagerbare områder er fyldt med detaljer, og hver enkelt objekt virker nøje placeret. Spillets figurer er velanimeret og den brugte mocap og face capture teknologi virker utroligt godt og er langt fra ligeså ’uncanny’, som i f.eks. L.A. Noire og virker naturlig. Figurernes animationer virker også utroligt gode, da deres bevægelse agerer naturligt i forhold til deres omgivelser og de objekter de hænger på/interagerer med/har i hånden.  





Selvom spillet ikke er 100% fotorealistisk, og har et lidt tegnefilmsagtigt feel over sig, så gør det nærmest spillet endnu flottere. Spillet udviklere er tydeligvis klar over hvor flot spillet er, hvorfor de har indkluderet en ’Photo Mode’, hvor spilleren kan pause spillet og tage billeder af bestemte områder i spillet. Der er sågar adgang til filtre, rammer og muligheden for at fjerne karakterer fra billedet, så man kan fange de helt rigtige motiv. Det er utroligt interessant at rode med og man er konstant imponeret over hvor flot spillet tager sig ud, både i og udenfor Photo Mode.  



Højkvalitets lyd og fantastisk stemmeskuespil 



Også på lydsiden er der kun ros at hente for Uncharted 4. Man kan virkelig høre at lyden i spillet er produceret i høj kvalitet. Lydeffekterne er velproducerede og musikken flot og episk. Men stemmeskuespillet er hvor spillets lyd virkelig brillerer. Især Nolan North gør sig godt, som Nathan Drake, en karakter, som Nolan North har været med til at opbygge fra starten, og resten af spillets skuespillere kvitterer med ligeså gode præstationer. Også Sam Drakes stemmeskuspiller, Troy Baker, skal have ros herfra – et andet stort navn indenfor stemmeskuespil i spil.  





Multiplayer ikke så mindeværdig som hovedspillet 



Spillet indeholder også en multiplayer-del. Og selvom denne del ikke er spillets største attraktion, så er det veludført. Spillere skal have et bestemt antal 'kills' på deres hold for at vinde en kamp, og kan undervejs samle penge ind, der kan bruges til at hidkalde hjælpemidler, som bedre våben eller NPC-hjælpere. Man kan optjene point der så kan bruges til at låse op for nye våben og nye skins til sine karakterer. Disse point kan også købes igennem en in-game shop for rigtige penge, men det kan ikke anbefales, medmindre du virkelig bliver glad for spillets multiplayer-del. Multiplayer-delen er bedre end i andre spil, der bare har fået pålagt en multiplayer-del, og der er masser af respekt for materialet delen er bygget på - nemlig single player-delen – men det er langt fra ligeså mindeværdigt, som hovedspillet.  



Konklusion 



Uncharted 4: A Thief's End er uden tvivl et af de bedste spil du kan købe til din Playstation 4 lige nu.  Nathan Drakes sidste eventyr er et nær perfekt spil, der har en gennemført og medrivende historie og som har et gameplay der, trods mangel på innovation, tager allerede etablerede mekanikker og tager dem til et utroligt højt niveau. Dette er understøttet af en fantastisk grafik og en veludført lydside, der er med til at understrege et allerede episk spil. Spillet hiver utrolige beliggenheder op af hatten, en efter en og bibeholder spillerens opmærksomhed og nysgerrighed. Savner du et godt eventyr, med både action- og stemningsfyldte øjeblikke, en medrivende historie og gennemført gameplay? Så er Uncharted 4 helt klart dét spil du har manglet. Undertegnede er åbenlyst utrolig vild med spillet, og det er stortset kun multiplayer-delen der er en smule kedelig, men da den ikke har nogen indvirkning på hovedspillet er der ingen grund til at dét skal trække spillet ned i karakter. 



9/10